Brug din danske skrivelyst i en driftig norsk virksomhed
Vi søger en Content Specialist, der er grundig, initiativrig og velbevandret i det danske sprog (1-årigt vikariat). Søg senest 17. august.
Vi søger en Content Specialist, der er grundig, initiativrig og velbevandret i det danske sprog.
Alle kan – med lidt hjælp fra deres bedste AI-ven – skrive en velformuleret tekst med korrekt kommasætning.
Færre kan skrive fængende, så læserne bliver hængende.
Få kan skrive engagerende og vedkommende.
Vi søger en Content Specialist, der holder af og er velbevandret i det danske sprog. En skribent, der kan researche, redigere, reformulere og rulle gedigent godt indhold ud.
Vi bruger AI som værktøj, men det er dig og din sproglige sans, vi ansætter.
Hvem er du?
Jobbet er et 1-årigt vikariat i Oslo, så du skal enten bo her eller have lyst til at flytte hertil. Der er mulighed for fastansættelse, hvis vi er et godt match. Det er et krav, at du taler og skriver flydende, fejlfrit dansk. Vi ønsker, at:
Du er grundig og detaljeorienteret
Du er dygtig til at researche, har en veludviklet kritisk sans og ikke stoler blindt på din bedste AI-ven
Du kan tilegne dig store mængder viden og sammenfatte det på en letlæselig måde
Du har gode kommunikationsevner og trives med løbende at modtage og give respektfuld og konstruktiv feedback
Du kan arbejde selvstændigt og tager ejerskab over dine opgaver
Du er nysgerrig og sætter pris på at lære nye ting
Det er en bonus – men ikke påkrævet – hvis du har erfaring med:
Begreber som CMS, SEO, GEO, konvertering, AB-test osv.
Valg af billeder og formatering af artikler
Photoshop, Figma, Canva o.l.
Indholdsproduktion til sociale medier
Udvikling af artikler og/eller indhold til digitale tjenester
Hvem er vi?
Nettbureau er en norsk virksomhed, som har over 15 års erfaring med at udvikle online tilbuds- og sammenligningstjenester. Vi er cirka 100 ansatte, der driver lige så mange digitale tjenester i 16 lande.
De fleste arbejder fra vores Oslo-kontor på Tøyen, men vi har også kontor i Skien og Stockholm – derudover har vi en håndfuld kollegaer, som arbejder remote fra bl.a. Aarhus og Amsterdam.
Vi har tradition for at ansætte mennesker frem for uddannelser, og vi er derfor en broget blanding af folk med forskellige faglige baggrunde – alt fra litteraturvidenskabere og historikere til ingeniører, IT-folk og læger.
Du bliver først og fremmest en del af det danske team, og dine nærmeste kollegaer bliver en håndfuld danskere med forskellige faglige baggrunde.
Vi driver og udvikler digitale tjenester, som gør livet lidt nemmere for helt almindelige forbrugere. Hovedsageligt sammenlignings- og tilbudstjenester, eksempelvis Ladeboks.dk, Varmepumpe.dk, Flytte.dk og Ejendomsmægler.dk.
Vi har været Gazellevirksomhed 10 år i træk og er blevet udpeget som en af de hurtigst voksende virksomheder i Europa af The Financial Times.
Når vi ikke er travlt optaget af at udvikle digitale tjenester, lægger vi stor vægt på det sociale miljø.
For dem, som har tid og lyst, arrangerer vi forskellige sociale aktiviteter; en årlig kick-off, spilleaftener, lønningspils osv.
Vi har også en bogklub, filmklub, skak-entusiaster, strikkedamer og ivrige bordtennisspillere.
📖 Lær os bedre at kende på Nettbureau.com og tag et kig i vores medarbejderhåndbog.
Hvad bliver dine primære arbejdsopgaver?
Velskrevet og grundigt researchet indhold er en vigtig del af alle vores tjenester – og her kommer du ind i billedet. Dine primære arbejdsopgaver kommer til at være, at:
Skrive informativt indhold om emner, du mest sandsynligt ikke ved noget om på forhånd, fx varmepumper, ladebokse eller eltariffer
Vedligeholde og opdatere indhold på nuværende tjenester
Flytte en del af vores indhold til vores nye CMS og kvalitetssikre nuværende indhold
Udvikle indhold som rangerer i søgemaskiner og driver konverteringer
Oversætte indhold fra norsk, svensk og engelsk til dansk
Gennemse og korrekturlæse andres arbejde – løbende feedback er centralt for vores team, og du skal være komfortabel med både at give og få den
Hvad kan vi tilbyde dig?
Et trygt og godt arbejdsmiljø med ambitiøse og sociale kollegaer
Plads til at vokse professionelt og udvikle dine kompetencer i forskellige retninger
Mulighed for at udforske forskellige discipliner inden for indholdsproduktion
Fleksible arbejdstider i en rummelig og fladt struktureret virksomhed
Indflydelse på udviklingen af nye såvel som etablerede tjenester
Ansvar og en masse læring i en spændende branche
Oveni din løn får du ekstra midler til fx fitness-medlemskab og personlig udvikling
Frit valg mellem Mac/PC, og vi dækker internet og telefon
Frihed under ansvar
Sådan søger du
Send os en motiveret ansøgning og dit CV. Vedlæg også gerne noget, du har skrevet tidligere og er stolt af. Vi glæder os til at høre fra dig!
NB: Vi modtager kun ansøgninger via vores karriereportal – ikke på e-mail eller LinkedIn.
Ansøgningsfrist: Mandag d. 17. august, 2026
Ansættelsesform: Fuldtid, 1-årigt barselsvikariat
Arbejdssted: Oslo, Norge
Opstart: Hurtigst muligt
- Department
- Content
- Locations
- Oslo
- Remote status
- Hybrid